Søg i denne blog

mandag den 30. august 2021

så blev det til farvel til Honda CB400 Four Super Sport

 Efter at have haft fornøjelsen af at gennem restaurere en gul Honda CB 400 Four Super Sport, som jeg købte i 2007, er det blevet tid til at vore veje skilles. Jeg har en meget stor glæde ved at kunne give min 400 four videre til den nye ejer, der er stadig nogle småting der skal udskiftes for at den er perfekt og dem der kender mig findes der intet mindre. De reservedele der skal skiftes følger jo selvfølgelig med.


Min vej med hondaen har lært mig meget om at renovere en ældre japaner og jeg har måtte konstatere at det er langt vanskeligere end at renovere en amerikaner, en tysker  eller englænder, det faktum at de japanske fabrikker stopper produktionen af reservedele få år efter produktionen stopper, gør det vanskelig at finde reservedele når en MC er 42 år gammel. Da jeg skulle renovere motoren, som havde gået 90000 km tog det mig ca. 2 år ao mange timers søgen på internettet at finde de reservedele jeg skulle bruge, men det lykkedes. Af andre dele kan nævnes skærme, fælgringe og eger, sæde (hvid anderøv) blinklygte konsoller, reflekser, m.m. En sjov historie der kan nævnes er at en bekendt kommer en dag at fortæller mig at der i mange år har hængt en hvid anderøvs sæde til en Honda CB 400 Four i udstillingsvinduet hos Aarhus scooter, jeg ringede og i første omgang mente de ikke at have et sæde til en Honda fra 70serne, En time senere ringer Aarhus Scooter tilbage at de har fundet sædet på deres lager, et lykketræf at finde et nyt sæde fra en tid 35 år tidligere.


Jeg har valgt at skille mig af med Hondaen, med begrundelse i at jeg ikke kørte på den, i de sidste 5 år har den kun kørt 700 km og de 500 af den er af min datter. en anden grund er at jeg har en aftale om at købe en Triumph Daytona 500 fra 1972, som er renoveret og køreklar. Hondaen virkede som en knallert når jeg kørte på den.


Den nye ejer virkede til at det lige er den MC han altid har ønsket sig og det var en sand fornøjelse at køre den sidste tur til syn på den og så opleve at den bliver godkendt uden anmærkninger. Samt at se nogle synsfolk der stod og beundrede den og mindes en svunden tid. Herfra skal den nye ejer have alt held med sin nyanskaffelse og jeg håber og er sikker på at den får en fremtid med stor omsorg og mange gældelige stunder.




søndag den 22. august 2021

Shadow Klubben på MC Touring Campen 2021

 i Weekenden d. 20 - 22 august 2021 skulle Shadow klubben have holdt 20 års jubilæumstræf, men generalforsamlingen besluttede at aflyse det indtil videre på grund af Corona situationen. Så de danske shadowitter, der er dobbelt vaccineret mod Corona besluttede at fastholde at mødes på Touring Campen i den planlagte weekend, som sagt så gjort. Fredag aften pakkede jeg en MC og satte kursen mod Kolind, Jeg har bestilt hytte fra torsdag eftermiddag men af personlige grunde kunne jeg først deltage fra fredag. Der er jo ikke noget der er skidt uden det er godt for noget andet, Tommy som jeg havde tilbudt at dele hytten med kørte til Touring Campen torsdag aften. Det er rart at se gamle venner igen fra forskellige egne af Danmark, jeg kunne ikke deltage i generalforsamlingen, så jeg havde ikke set Shadow vennerne siden vi var i Oksbøl til Tommys fødselsdag, der deltog mange af de medlemmer der komme langt langvejs fra ikke, så kammeraterne fra Sjælland havde jeg ikke set siden sidste år. Til træffer kom der også et nyt medlem som hurtig faldt ind i klubbens jargon og stemning. Vi var 16 deltagere og så var der enkelte medlemmer der kom for at hilse på, det var dog lidt ærgerligt at flere af de aktive medlemmer af klubben var forhindret i at møde op, men det må vi råde bod på næste år og håbe corona situationen skaber mere normale tilstande, så konfirmationer og andre størrer begivenheder ikke skal fordeles ud over hele året.

Vi var så heldige at vi havde strålende solskin hele weekenden, selv om det blev kølig om aftenen, der er kun åben for udendørs aktiviteter på campen, så spisning foregår på terrassen eller i hytterne, men mad kan stadig bestilles i køkkenet og baren er åben. Vi hygger os og får drøfte store og små ting fredag og lørdag aften,

Lørdag er der arrangeret en fælles tur til Grenå, hvor vi indtager frokost på havnen, til min store overraskelse er Ken troppet op på en Kawasaki W 650, som ser ud som om den lige er kørt ud af forretningen, en rigtig pæn MC, Niels og bende troppede op på Deres nyanskaffede Harly, også en pæn MC, men Niels undgik ikke at blive drillet (Godmodig) at han havde skiftet MC og er gået over til konkurrenten, med det væsentlige er at deltage, jeg møder jo selv op på en BMW den er der jo heller ikke meget Honda Shadow over.

Efter frokost går turen til Dansk Motor og Maskinsamling et besøg værd hvis du ikke har besøgt det tidligere, der er mange forskellige industri Motorer og Maskiner fra Hele Danmark, som er restaureret til funktionsduelig stand og kan startes. Der opstår en vis form for nostalgisk tilstand hos mig der er opvokset i Esbjerg, medens der stadig var gang i fiskeriet og de gl. trækuttere, når samlingens gamle glødehovedmotor startes,  samme type som tidligere blev anvendt i de gamle fiskekuttere.

Sådan en encylindret langsomtgående motor har en helt speciel motorgang, samt at se den skyde røgring ud af udstødningen er ren nostalgi.

Alt i alt en god weekend i venners lag, tak til alle for en god weekend vi ses i næste sæson.











Fjorden rundt

 Søndag d. 15 august 2021 er vejret rigtig godt MC vejr, ikke for koldt eller varmt, tørvejr med en let brise, lige det rigtige vejr til en lidt længere søndagsudflugt i gode venners lag. Ian, Poul og jeg tager af sted på en tur Ringkøbing fjord rundt, eneste klare mål er at vi vil spise frokost i Hvide Sande.

Jeg får æren af at være førerhund, så vi kører fra Urhøj af Høgsholtvej over Fårup Sø, Gammelbyvej ved Jelling til Bredsten og derfra mod Give, Filskov og Sdr. Omme til Tarm. I tarm besluttes det at køre mod Stauning og videre derfra til Ringkøbing. Undervejs kommer vi forbi Stauning whisky destilleri,Stauning Havn og forsvarets luftfartsmuseum ved vestjysk lufthavn (Stauning Lufthavn), hvilken er større end jeg havde forventet. Det er meget livsbekræftende at man stadig kan blive overrasket af hvordan forskellige egne i Danmark udvikler sig.

Fra Ringkøbing fortsættes til Søndervig, hvor jeg blev overrasket og den udvikling der er sket siden jeg var der sidste efterår, mange nye ferielejligheder, Lalandia, vejen er flyttet for at lede trafikken uden om byen. Vi fortsætter mod syd til Hvide Sande, hvor vi indtager frokost på en grillbar nord for slusen. herfra fortsættes til Nymindegab ned af landtangen mellem fjorden og havet, der blæser frisk vind, hvilket har lokket mange windsurfere og kitesurfere ud på fjorden. I Nymindegab kører vi  til Bork Havn, for at få en kop kaffe ved Havne Grillen, jeg havde lovet de andre at give, men da jeg ville betale meddeler værten at kaffen er gratis for motorcyklister, som vi selvfølgelig takkede for.

Efter kaffen kører vi af små vejer mod Nørre Bork, videre til Lyne til Ølgod og derfra til Grindsted, Billund og hjem til Vejle, en lille hyggetur på 251 km i gode venners selskab.








søndag den 8. august 2021

Generalforsamling i BMW MC klubben d. 7 august

 Lørdag morgen er der afgang fra Vejle til Øster Vedsted ved Ribe for at fejre min mors 82 års fødselsdag. Med en blomsterbuket i topboksen ankommer jeg til Ribe lidt i 10, hvor flere af mine forældres venner og min mors søskende er ankommet til morgenkaffe. Jeg bliver bænket for bor enden til morgenkaffe og hyggelig samvær med de øvrige som jeg stort set har kendt hele mit liv, men ikke set i flere år, lidt senere kommer mine søstre og svoger. ved middagstid bryder jeg op for at køre til Brøns for at deltage i BMW MC klubbens årlige generalforsamling for første gang efter at have været medlem af klubben i ca. 10 år. 

Det er jo altid en spændende oplevelse at møde andre lidelsesfæller med samme hobby og passion som en selv. Det var en meget positiv modtagelse og rart at se der var styr på hvordan man afholder en generalforsamling i en klub med ca. 1900 medlemmer, alles medlemskort blev kontrolleret. Ægtefælle og samlever der ikke havde stemmeret blev placeret bagerst i lokalet, så der ikke  opstår tvivl i tilfælde af afstemning, hvilket ikke blev nødvendig.

Selve generalforsamlingen blev startet med at sige farvel til og mindes en tidligere redaktør der var afdød tidligere på året, meget rørende at se hvilken betydning tidligere aktive medlemmer har for de medlemmer der havde kendt den afdøde.

Generalforsamlingen forløber i henhold til indkaldelsen, med en formandsberetning de dels refererede til det forgangne år og tanker om nye tiltag, samt en annoncering af at klubben næste år fylder 50 år og en annoncering af nogle tiltag der planlægges. Derudover blev det endvidere præsenteret klubbens nye logo dikteret og godkendt af BMW fabrikken, alle klubber i hele verden skal have nyt logo, med den begrundelse at det skal være mere digital venlig, i samme ombæring har BMW klubben Danmark valgt at opdatere hjemmesiden, samt at give den et facelift. Dernæst fik vi en meget grundig gennemgang af regnskabet, hvilket jeg personlig syntes var rart og det affødte at der ikke var en debat om de enkelte regnskabs punkter efterfølgende (som der tit kan forekomme), stor ros til kasseren. Kontingentet blev fastsat til at fortsætte uændret.

Alle der var på valg ønskede genvalg og blev genvalgt.

Under eventuelt blev der bl. a. drøftet kørekurser, diverse arbejdsgrupper i forbindelse med jubilæumsarrangementer, samt der blev udtrykt en stor tak til klubbens regioner for det arbejde de udfører og at de er blevet bedre til at udnytte de økonomiske midler klubben afsætter til de aktiviteter de afholder.

En meget positiv oplevelse at deltage i et klubarrangement, hvilket ikke er sidste gang, men jeg kan konstatere at BMW MC klubben har samme udfordringer som andre MC klubber, nemlig at der mangler tilslutning fra yngre medlemmer. jeg kan kun opfordre yngre motorcyklister at slutte op omkring det arbejde klubberne laver og blive en del af det fællesskab og erfaringsudveksling det giver.


At køre MC er ikke et spørgsmål om at køre stærkt, men mere et spørgsmål om en livsstil og køre sikkert!