Jeg planlægger stadig at foretage en MC tur til Nordkapp i juli 2022, men når man laver en plan er det jo ikke altid det går som præsten prædiker, så allerede nu er der nogle ændringer af planen. Så jeg har forsøgt at lave en ny plan med det kendskab jeg har til andre events og hændelser i sommeren 2022.
Fredag d. 24 juni kører jeg til Bertnem, Overhalla, Norge, for at fiske laks i uge 26. jeg forventer at være tilbage i Danmark d.5 juli, hvorefter jeg vil pakke motorcyklen til turen til Nordkapp. Shadow Owners Club Danmark har i midlertid valgt at afholde 20 års jubilæumstræf på Lolland fra den 7 - 10 juli 2022, så det er min plan at lægge vejen forbi Lolland og deltage i træffet, med afgang fra Vejle d. 7. juli. Jeg planlægger at have telt og camping udstyr med på turen, for at prøve at begrænse omkostningerne til overnatning og benytte mig af den Svenske og Norske allemands regel.
Planen er så at fortsætte turen fra Lolland Søndag d. 10. juli til Helsingør og tage færgen til Helsingborg, og derfra fortsætte mod NordKapp op gennem Sverige. Efter ophold på Nordkapp og nogle forhåbentlig uforglemmelige minder og oplevelser er det planen at påbegynde hjemturen ned gennem Norge , med nogle milepæle jeg gerne vil opleve som saltstraumen, atlanterhavstunnelen, Ålesund, Lofoten, Saltfjell og videre ned langs Norges Vestkyst. Når jeg først er kommet syd for Trondhjem er det vestkysten der er interessant for mig, da jeg har kørt til Overhalla for at fiske gennem de sidste 30 år.Turen kan jo altid afkortes såfremt man ikke orker at køre længere ved at tage en direkte rute til Oslo, Langesund eller kristianssand hvor der går færger til Danmark. Jeg forventer at køre direkte til generalforsamling i Shadow klubben d. 5 - 7 august på fyns MC-Camp ved Ringe hvis alt går vel og lysten stadig er der.
Nedenfor foreløbig oplæg til turen.
Turen fra Vejle til Sydhavsøernes MC Camp på Lolland |
Turen fra Lolland til Nordkapp gennem Sverige |
Samlet overblik af opturen til Nordkapp |
Hjemturen fra Nordkapp |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar